Hurra! Othman er færdiguddannet og klar til at bekæmpe cyberkriminalitet
Hos TELE IT er vi stolte af Othman Amin! Som et led i sin uddannelse har Othman her i efteråret været i praktik i TELE ITs sikkerhedsafdeling, og nu er Othman så netop blevet færdiguddannet som IT-sikkerhedsspecialist fra Erhvervsakademiet i Aarhus!
IT-sikkerhedsuddannelsen varer 1,5 år og er den første af sin slags i Danmark på bachelorniveau. Othman er dermed en del af det første kuld uddannede IT-sikkerhedsspecialister i Danmark på bachelorniveau.
Othman færdiggjorde uddannelsen med stil – han afsluttede med et flot 10-tal for specialet, som tog udgangspunkt i en konkret case hos TELE IT, der omhandlede compliance i forhold til certifikater og standarder.
Ansættes i TELE ITs sikkerhedsafdeling pr. 1. februar
Men de gode nyheder stopper ikke her. Othman har valgt at takke ja til et job som specialist i IT-sikkerhed hos TELE IT. 🙂
Othman har en baggrund som IT-teknolog og med overbygningen i IT-sikkerhed kommer Othman til TELE IT med den nyeste viden indenfor IT-sikkerhed. Samtidig har det været en sand fornøjelse at lære Othman at kende, privat såvel som professionelt, gennem de sidste 5 måneders praktik.
Vi er overbeviste om at Othman kan være med til at styrke TELE ITs sikkerhedsafdeling yderligere i fremtiden.
Othmans opgave i TELE IT bliver at arbejde med IT-sikkerhed og netværksløsninger. Det primære fokus vil ligge på Mobile Device Management, Endpoint Protection, Datakryptering, Phishing-kampagner og email-protection, hvor Othman skal lave projektrådgivning, implementere løsninger, yde support og uddanne brugere.
Stort tillykke til Othman med uddannelsen – og velkommen ombord.